
Velkommen til den ny udgave af hjemmesiden www.evp.dk, eller endnu kortere, --nu kun: evp.dk
Det kom jo som noget af en ubehagelig overraskelse for såvel, mig som for tusindvis af andre, at TDC, stort set "over night", valgte at nedlægge deres hjemmeside-tilbud. Det var åbenbart den måde, hvorpå TDC´s havde valgt at sige tak for 48 års trofast abonnement på telefon- og senere også internetforbindelser.
I de sidste dage før lukningen lykkedes det --takket være hjælp af en af den gamle sides "støtter", "Erik, My 1 2 87", at redde siden i den "frosne" udgave, som i de sidste tre måneder har været tilgængelig på nettet, og som har dannet grundlag for denne nye udgave af "siden".
Arbejdet er langt fra slut endnu, da alt, hvad der var skrevet af tekst og indsat af fotos/illustrationer, var "skræddersyet" til den gamle side, til såvel sidebredde som sidelængder (det skulle der også tages hensyn til), som bagvedliggende programmer og muligheder i det hele taget. Stort set alt er nu overført til denne nye side, men samtidig er hovedparten af disse bagvedliggende TDC-koder/ -programmer gået tabt (læs: kan ikke anvendes), så der resterer endnu et stort arbejde med at rette teksterne til, til den nye "side"s tilsvarende programmer/muligheder. Dette arbejde vil blive fortsat løbende (ret forstået). Fotografier og øvrige illustrationer vil der formentlig ikke blive ændret meget på. Ca. 3.000 fotos ændrer/tilpasser man ikke bare med et fingerknips ! ! !
Med denne nye udgave af www.evp.dk håber jeg (vi), at siden fremtræder mere overskuelig, og vil være betydeligt nemmere at overskue end den gamle TDC-udgave af hjemmesiden. Alt i alt håber jeg (vi), at der vil blive taget godt imod den nye side, og jeg vil egentlig her sende en tanke til det gamle købmands(?)-slogan:
Er De tilfreds, sig det til andre,
er De utilfreds, sig det til mig.
Som en slags "Åbningstilbud" er endnu en privatbane - Odense-Kerteminde-Martofte Jernbane, OKMJ - kommet med i indholdsfortegnelsen (se i øvrigt "Nyt på siden" øverst i det grønne navigationspanel under "Forside").
-------------------------------
På de følgende sider vil jeg forsøge at beskrive og vise lidt af det, min interesse for jernbaner har ført med sig i de forløbne år, fra jeg som 10-årig fik et elektrisk tog "PIONÉREKSPRESSEN" i fødselsdagsgave.
Havde mine forældre dengang vidst, hvilken betydning denne gave skulle få -og sidenhen medføre- havde de måske tænkt sig om en ekstra gang, inden de købte gaven
Da interessen for jernbaner således er omkring 60 år gammel, og da jeg har haft og benyttet mine "rigtige" fotografiapparater fra 1956, er der i tidens løb fotograferet mange forskellige motiver.
I de senere år gælder min modeljernbaneinteresse nok først og fremmest Kalvehavebanen, som har været mit foretrukne modelbyggeobjekt i de sidste ca. 40 år.
Andre emner er det dog også blevet til i årenes løb, næsten 30 år i redaktionen af tidsskriftet "SIGNALPOSTEN" og i de senere år med artikler i tidsskrifterne "LOKOMOTIVET" og "banen". Hertil har denne hjemmeside unægtelig taget megen tid gennem de seneste snart ti år.
---------
Nogle af de omtalte fotografier vil jeg her forsøge at vise -mere eller mindre- med en ledsagende tekst.
Det er ikke -med denne hjemmeside- tanken at tage konkurrencen op med den allerede udgivne jernbanelitteratur, tværtimod. Det er i sagens natur noget nær en håbløs opgave at overføre alle de enorme tekstmængder, som en bog indeholder, til en hjemmeside. Til gengæld er her en herlig mulighed for at vise de fotografier, som blev resultatet af især 1960´ernes mange ture rundt til landets nedlægningsramte privatbaner.
Nogle år var det næsten en umulig opgave, som "almindelig familiefar", bosiddende i København, at overkomme gennemfotografering af alle de privatbaner, som datidens regeringer ofte kunne vedtage nedlagt med meget korte varsler.
Brug derfor disse "sider" som appetitvækker til køb / lån af bøgerne, og betragt fotografierne som en udvidelse af fotomaterialet.
Desværre er langt de fleste fotografier "kun" sort/hvide. Farvefilm var ikke alene en del dyrere end sort/hvide, men flere fabrikater gav desværre heller ikke de bedste resultater. Andre farvefilm gav allerede dengang gode resultater, der her over 45 år efter stadig kan kopieres med meget flotte resultater. Hertil kom, at jeg som leverandør af fotografier til tidsskriftet "Signalposten" helst skulle fotografere i sort/hvid, som -i det mindste med vore datidige trykmuligheder- gav de bedste resultater i bladet.
Er der blandt sidernes læsere/seere nogen, der har fotos fra de pågældende baner, meget gerne motiver/emner, der mangler på siderne, vil scanninger være meget velkomne på siderne. Se evt. e-adressen nedenfor.
I navigationspanelet til venstre ses links til "siden"s underafsnit - klik på det ønskede emne.
Brug af fotografier.
Se venligst siden: " Links - Kontakt - Ophavsret. "
Opdatering.
Selvom denne hjemmeside -ifølge dens "natur"- ikke er en side, der opdateres dagligt, sker dette på forskellig vis jævnligt, ja stort set dagligt.
Skulle nogle af de besøgende "seere" evt. have lyst til at sende en e-mail om deres indtryk af hjemmesiden, ville dette da være velkomment på adressen:
erikvpedersen(a)mail.dk .... ( (a) - læs "snabel a" )
"Stavemåden" beklages, men skyldes et forsøg på at undgå diverse uønskede mails.
Erik V. Pedersen.
Se også "siden" www.my1287.dk - denne side´s "redningsmand"s hjemmeside, en side med et mange steder tilsvarende indhold, men i et mere nutidigt udseende.
God fornøjelse og tak for interessen.
- o 0 o -
Næste side: Nyt på siden.
